RANDONNE I GUDAURI

Vækkeuret ringede klokken fem en tirsdag i midten af april, og så mødtes jeg (red. Christian) med Folke, Valdemar og Thomas. Det var egentlig meningen, at Michael skulle have været med, men han havde desværre fået højdesyge på en randonnee-tur i Italien ugen før. Så har vi så også oplevet det …

Turen startede først for alvor, da vi landede i Tbilisi, Georgiens hovedstad.

Vi blev hentet af Zura, som viste os hen til en lækker Mercedes minibus med et køleskab fyldt med øl, vand og snacks, heriblandt Churchkhelad, som de kalder en Georgisk Snickers. Herfra blev vi ellers sendt af sted på en to og en halv times køretur på nogle veje, der kræver voldsomt gode støddæmpere.

Vi kørte gennem Tbilisi, og vores øjne stod som på stilke; det var noget anderledes end Holte! Tbilisi er grundlagt i det femte århundrede, og man skulle tro, at nogle af bygninger stammer fra dengang. De ser ud til at kunne skvatte sammen når som helst, men der er også vildt flotte gamle bygninger, og pludselig i udkanten af byen dukker der noget glas helvede op. Det er tydeligt, at det ikke er et rigt land, men også, at det er et land i udvikling.

Vi blev helt fascineret af byen, og alle fik lyst til at besøge byen en gang.

Vel ankommet til Gudauri ved 21-tiden efter en lang, men spændende rejse, blev vi modtaget på hotellet, som ligger i 2000 meters højde i bunden af Gudauri, hvor vi fik aftensmad og gik i seng.

Vi havde medbragt syv forskellige ski, så vi kunne teste forskellige typer og bredder, samt forskellige bindinger, så hver morgen skulle vi få udstyrspuslespillet til at gå op.

Første dag var det helt tydeligt, hvilke præferencer vi hver især har på valg af udstyr. Freeride drengene, Thomas og Valdemar, valgte henholdsvis Black Crows Draco Freebird med en Shift binding og Rossignol Sender 110 med Duke PT. Folke fik en Völkl Blaze med en Kingpin, og jeg valgte en Elan Ripstick Tour 94 med den nye Tyrolia Almonte binding. 

Derudover havde vi en Elan Ripstick 104 med Duke PT, Head Crux pro 93 med Almonte og en Völkl Rise 88 med Marker Alpininst binding.

Vi bringer senere vores oplevelser af de forskellige ski, skityper, bindinger og ikke mindst sammenhængen mellem de forskellige, og hvad der skal bruges til hvad.   

Onsdag blev vi mødt af Tite, der var vores guide på turen. Så var det ellers ind i en Mitsubishi Delica, som åbenbart er den foretrukne off road minivan i Georgien. Ifølge vores guide er opkøb af gamle smadrede biler, som så bliver repareret og solgt til udlandet, Georgiens største eksportvare, hvilket giver god mening med de utallige små bilværksteder, vi så hele vejen fra Tbilisi.

Efter et lille kvarters kørsel var vi fremme. På begge sider af vejen rejser bjergene sig, flotte og rå på samme tid; et syn vi oplevede hver morgen, og hver morgen blev vi lige bjergtagede over udsigten.

Herfra på med skind og ski, samtidig med lige at lære det nye udstyr at kende. Hvor skal den her vippes hen, skal den til højre eller venstre eller op eller ned, hvordan låser jeg hike på den ene og den anden binding? En ting er hvor nemt det hele ser ud, når man står i butikken, noget andet er, når der står en Georgisk bjergfører, der selv uddanner guider og har stiftet bjerg sikkerhed i hele Georgien, altså ham, der ringer til helikopterpiloterne for at bede dem om ikke at flyve i området, hvor vi går. Kort fortalt Bjergchefen! … Når han står og kigger på dig, klar til bipper tjek, så får man lyst til at rubbe neglene.

Vi begynder at gå i stille og roligt tempo op og op, før det begynder at blive mere stejlt. Det er helt sikkert et terræn, der kræver udholdenhed og styrke og/eller en god portion viljestyrke. Tite, vores guide, sætter stille og roligt tempoet op, så det passer med, at vi andre ikke går og fedtsnakker alt for meget, og det er tydeligt, at han tabte sin pauseknap i Sortehavet som lille, en ting vi senere på ugen fik bekræftet flere gange!

Vel ankommet til toppen kunne vi på den ene side se, hvor vi var gået op, og på den anden side af bjergryggen kunne vi se Gudauri. Og ikke så langt fra os toppen af den højeste lift, der slutter i 3276 meters højde.

Af med skindene, få en lille snack og vand, og så endeligt skiløb nedad. Det første stejle hang, kørte vi enkeltvis, og da det blev sikkert nok, kørte vi alle på samme tid. Han går op i sikkerhed, ham Tite, og det var utroligt trygt at køre med ham, intet blev overladt til tilfældigheder, og det var tydeligt at opleve, at han virkeligt havde styr på alt og alle. Det var også den oplevelse, jeg havde nede fra vejen, hvor han kunne have valgt to forskellige sider, men resolut valgt højre side pga. tiden på dagen, sneforhold og erfaring i at kende området som sin egen bukselomme.

"Earn your turns," siger man, og den er god nok; alt skiløb føles bare en anelse mere fantastisk, når man selv er gået derop, selv i slush til knæene, som vi oplevede på andendagen efter en nat med regn. Det har været en usædvanlig varm april i Gudauri i år, det er ellers meget normalt at køre champagne powder på det tidspunkt af året, fortalte Tite.

Første dag var den korte dag, så bagefter kørte Tite os rundt i resortet, der er dobbelt så stort som Hemsedal, trukket af halvt så mange lifter, og ja, Gudauri er stedet, hvor det famøse klip af en stolelift, der kører baglæns, kommer fra, men det er fortid nu. De har et super velfungerende liftsystem med stolelifter og kabinelifter, endda en med varme i sædet. Pisterne er velpræparerede, og der er til alle typer skiløbere, og pisterne hang rigtigt godt sammen. Hvis du ikke gider at gå op af bjerget, men gerne vil have glæde af offpisten, så er der derfor rigtigt meget let tilgængeligt fra liftsystemet.

Man kan sagtens tage familien med på skiferie hertil. Hvis du er en skihaj, skal du nok have ski med hjemmefra, da deres udlejning ikke er helt på toppen endnu, men til let øvede er der ok udstyr at leje.

Anden dag var der gråvejr og meget fugtig luft. Tite havde fået tip om, at der var bedre vejr ved Stepantsminda, så vi kørte derover. Desværre trak vejret med os, men heldigvis regnede det ikke. 

Det var dog super tåget, så det var jo godt, at guiden kender sine bjerge. Det var egentlig meningen, at vi skulle have udsigt til Mount Kazbek 5.054 moh., som vi var godt på vej op ad. Den udsigt fik vi så i stedet den følgende dag.

Turen ned var i knæhøj slush, så om vi var på smalle eller brede ski gjorde ikke den store forskel. God teknik kunne hjælpe, men med ben, der var godt møre, var det ikke lang tid ad gangen, vi kunne holde teknikken oppe. På trods af det var det en super sjov tur ned med mange styrt og masser af grin.

De to sidste dage var i bragende sol, så der aftalte vi med Tite, at vi tog tidligt afsted, så vi kunne nå at komme op, før sneen blev for blød. Specielt sidste dag gik vi virkeligt langt, først to kilometer ind til bunden af en dal, og derefter rigtigt langt op. 

Vores guide ramte plet på tidspunktet begge dage, så lige så snart, det var tid til at køre ned, havde sneen ramt den perfekte temperatur, fast bund og blød overflade.

Det var også de dage, hvor vi for alvor havde gang i kameraer og droner for at filme content til butikken og til Apollo Sports.

Hvad tager vi så med hjem fra den tur….

VI VIL TILBAGE! Kort og godt var det en fantastisk tur til en spændende destination.

Vi har lært en masse nyt om udstyr, fx at nogle bippere kan påvirkes af ure med barometer, og at man skal huske sine crampons … (Den historie fås kun mundtligt og kun fra dem, der var med)

Bedste hilsner fra

Christian
Folke
Valdemar
Thomas

Vil du gerne med på sådan en tur, så hold øje med vores nyhedsmail, FB og Instagram.